Background
Lige nu

Udråb

12:00 13:00

Title

Artist
Delt på nettet

Så stort er markedet med danske nøgenbilleder på Reddit

Radio LOUD har identificeret og talt med en række unge mænd, der tjener penge på at sælge nøgenbilleder og seksuelle videoer af kvinder og mindreårige piger på Reddit. Lyt til “Delt på nettet” her.

Af Camilla Michelle Mikkelsen & Kevin Shakir

Sebastian er 17 år og går i 2.g. Han har brugt noget af sin sommerferie på at sælge mapper med nøgenbilleder og seksuelle videoer af kvinder uden deres samtykke på det sociale medie Reddit. På bare to uger solgte han 30 mapper med indhold af kendte, danske kvinder. Det tjente han omkring 500 kroner på.

– Hver gang jeg fik de her penge, så blev jeg glad, og det var det, der holdt mig oppe. Så det blev egentlig lidt en kort ludomani, siger Sebastian, der er med i podcastdokumentaren ‘Delt på nettet’, som Radio LOUD har lavet. 

Sebastian er et opdigtet navn, men Radio LOUD er bekendt med hans rigtige identitet.

Han er blot én af mange danske brugere, der sælger mapper med ulovligt indhold online. 

 

 

 

Omfanget af det ulovlige marked

Radio LOUD kan dokumentere, at der findes adskillige danske underfora på Reddit, hvor der bliver solgt og byttet ulovligt indhold. Der er tusindvis af kommentarer fra brugere, der interesserer sig for, efterspørger, bytter eller sælger nøgent og seksuelt indhold af kvinder og piger, uden deres samtykke. Grupperne har tilsammen over 7500 medlemmer og flere end 4400 kommentarer, hvor brugerne tilbyder og efterspørger nøgenbilleder og videoer.

De delte billeder og videoer er organiseret i mapper, hvor købere og brugere kan få adgang til materialet anonymt. Det kan f.eks. være Dropbox-mapper med flere billeder af den samme kvinde eller en folder, hvor flere kvinder er samlet i et form for katalog.

– Den eneste grund til, at jeg deler det her, er, at der er et kæmpe marked for det. Jeg får henvendelser hele tiden. I hvert fald 50 plus på fem dage. Så det er bare lidt svært at lade være. Sådan siger en anden 17-årig sælger, som Radio LOUD har talt med.

På fem dage har han tjent 1000 kroner på at sælge Dropbox-mapper af kendte og ukendte kvinder, fortæller han.

Radio LOUD har undersøgt omfanget af det ulovlige marked over sommeren. Mindst 50 Reddit-brugere har solgt eller forsøgt at sælge ulovligt, nøgent indhold på tværs af flere danske Reddit-fora.

 

“Luk internettet”

De seneste år har der været massivt fokus på deling af ulovligt, seksuelt materiale. I Umbrella-sagen har over 300 fået domme for besiddelse af børneporno og yderligere 444 har fået bøder for krænkende billeddeling. Alligevel viser Radio LOUDs research, at der på Reddit sælges og deles ulovligt materiale i fora med tusinder af brugere.

Radio LOUD har fremlagt deres afdækning af Reddit-markedet for Flemming Kjærside, der er politikommissær i Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center (NC3). Han leder det afsnit, der arbejder med cyberrelaterede seksualforbrydelser. Han kommenterer ikke den konkrete sag, men siger til Radio LOUD, at politiet løber stærkt.

– Hvis jeg havde hele Danmarks politistyrke til at arbejde med den her slags sager, så kunne vi måske være lidt på forkant. Det har jeg ikke. Jeg har de kræfter, som jeg har, og dem er vi jo nødt til at prioritere lidt med.

Han bekræfter over for Radio LOUD, at delingerne fortsætter. Samtidig oplever han en eksplosion i antallet af anmeldelser af netop den her type sager. Ifølge ham modtog Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center i løbet af 2019 i alt 117 anmeldelser igennem deres digitale anmeldelsesplatform. Allerede ved udgangen af juni i år havde de modtaget 195 anmeldelser. Altså 78 flere end i hele 2019.

Radio LOUD har været i kontakt med Reddit, der henviser til deres indholdsregler, som blandt andet forbyder deling af seksuelt indhold uden samtykke og deling af seksuelt indhold af mindreårige. 

– Fora, som fokuserer på den slags indhold, og brugere, som deler sådant indhold, vil blive udelukkede, siger Sierra Gamelgaard, der arbejder i Reddits kommunikationsafdeling.

Hør hele podcasten “Delt på nettet” på Apple Podcast eller Spotify.

 

Ved du noget om sagen?

Kontakt redaktionen:
Mail: camillamichelle@radioloud.dk
SMS/krypteret besked til redaktionen gennem appen Signal: 31 32 05 81
Radio LOUDs hovedtelefon: 32 42 17 14